Dag 79-82 På vej hjemad

Dag 79-82 På vej hjemad

Dagen er den 18.8.2016 – det er torsdag og vejret har ændret sig en smule i forhold til de sidste par uger. Det er lettere overskyet og ikke helt så varmt, som det har været de sidste par uger, så helt fint vejr at køre en stor del af de 1600 km til Flensborg, hvor lejebilen skal afleveres. Jeg ved helt ærligt ikke, hvordan jeg har det med at tage hjem nu. En rigtig stor del af mig, ærgrer sig stadig gul og grøn over, at jeg ikke kunne fortsætte gåturen længere end til Køln, men selv nu en del uger efter, kan jeg mærke, at det var det rigtige valg. Knæet knirker stadig en smule, omend ikke i nærheden af, hvad det gjorde i Køln.

Endvidere er der den økonomiske situation. Havde jeg droppet lejebilen, havde det ikke været noget problem, men lad mig bare være helt ærlig. Jeg har ikke ligefrem sparet på ret meget (hvis noget i det hele taget) mens jeg har været i Italien. Men jeg fik alligevel et chok igår, da jeg skulle betale for opholdet på Badia a Coltibuono. VISA kortet virkede ikke. Prøvede et par lokale hæve automater – samme resultat. Tilbage på klosteret fik jeg ringet til Nordea, som kunne fortælle, at kortet var blevet spærret, fordi nogen havde forsøgt (og lykkedes dermed – 102 USD) at hæve penge på det i Chicago, USA. Inden jeg tog afsted på turen, var jeg lidt i tvivl, om jeg skulle have et Mastercard med som back-up. Men da jeg fik beskeden om, at VISA kortet var spærret, var jeg ret så tilfreds med beslutningen om, at bruge lidt kroner på et Mastercard. Ellers havde jeg sgu været f***** Receptionisten grinede lidt og sagde, at jeg ellers ville have været fanget der. Ikke noget helt skidt sted at være fanget 

Men det lykkedes heldigvis at få det hele afklaret, inden jeg tog tidligt afsted denne torsdag morgen. Så må jeg bare tage slæbet og irritationen over at skulle vente på et nyt VISA kort, når jeg kommer hjem. Turen op gennem Italien gik helt smertefrit. Ingen udfordringer i det hele taget bortset fra, da jeg skulle gennem betalingsboden tæt på den Schweiziske grænse. Der skulle jeg til at betale vejafgiften med VISA kortet, men kom hurtigt i tanke om, at det jo var spærret.

På vej ind i Schweiz, kørte jeg gennem Como, hvor jeg tog et afbræk fra ruten, for at komme tættere på Como-søen. Vejret var nu, som det havde været de sidste to uger. Rigtig varmt, og jeg kan godt forstå, hvorfor folk med lidt ekstra kroner på lommen, vælger at bosætte sig tæt på søen. Hold nu kæft her er smukt.

Køreturen gennem Schweiz var ikke just nogen succes. Ikke at jeg kørte galt eller noget, men der var 3 færdselsuheld, 2 x vejarbejde samt et ordentligt skybrud, der gjorde at trafikken gik rigtig rigtig langsomt. Jeg havde ikke rigtig spist noget det meste af dagen, og var derfor ret så sulten, da jeg kørte ind i Tyskland. Jeg har under hele turen, kun spist junkfood to gange, men lige da jeg så en Burger King tæt på Karlsruhe, så kunne det sgu være det samme. Da jeg kørte ind på rastepladsen, lød der et ordentligt brøl. En Ferrari 458 valgte at skyde den af lige bag ved mig. Nice!!!!

Under turen i Italien fik jeg købt en del vin, som jeg (desværre ) ikke sparede noget på. Derfor besluttede jeg mig for at spare lidt på overnatningen og valgte derfor at sove i bilen. Ikke noget problem for der var ganske god plads i bilen, og de tyske rastepladser er oplyste og åben 24-7. De fleste store rastepladser har også badefaciliteter, som normalt er forbeholdt lastbil chauffører. Mod betaling (3 Euro) kan man få sig et varmt bad, og køre videre derfra.

Herfra gik turen fra videre mod Flensburg. Jeg kørte fra overnatningspladsen nær Stuttgart ret tidligt – omkring 05:30 – så jeg nåede Flensburg lige efter middagstid. Mens jeg guffede en tankstations sandwich i mig, tog jeg en beslutning om, at køre til Århus og ligge “The Mule” og andre nu unødvendige sager i depotrummet. Herefter gik turen til Svendborg og et besøg hos de gamle, som havde besøg af min søster og svoger. De var taget til Langeland for at spise aftensmad, og sammen med min søster havde jeg arrangeret en bette hvid løgn. Jeg havde tidligere på dagen talt med min mor, og fortalt hende at jeg kun lige var kørt ind i Schweiz, hvor jeg i realiteten var i Hannover. Overraskelsen lyste derfor også ganske meget ud af mine forældres ansigt, da jeg dukkede op til aftensmad på slotskroen i Tranekær på Langeland.

To dage hos mine forældre med megen snak frem og tilbage om turen, og de mange oplevelser jeg havde i Danmark, Tyskland og Italien, gik turen tilbage til Tyskland for en kort stund, da bilen skulle afleveres i Flensburg, hvor min bror ventede på det samme vandrehjem, som jeg 2 måneder tidligere havde besøgt på vandreturen.

Den 22.august landede jeg atter i Danmark permanent, og på denne dag sluttede min tur officielt. Da jeg faldt i søvn hos min bror og svigerinde den aften, gik der mange, rigtig mange tanker gennem hovedet, og der gik længe, inden jeg faldt i søvn.

Dag 76-78 Gaiole in Chianti…..Badia a Coltibuono

Dag 76-78 Gaiole in Chianti…..Badia a Coltibuono

Det er med grædende hjerte, at jeg forlader San Gimignano og Siena. To byer, som uden tvivl, har brændt sig grundig fast i min hukommelse for evigt. To byer, som jeg uden tvivl kommer til at besøge igen på et eller andet tidspunkt. Inden jeg tager aftsed fra San Gimignano, tager jeg tilbage til byen, for at få lidt mad med. Jeg har nemlig gået forbi en lille café flere gange, da jeg besøgte byen de første par gange. Uden at være sulten. De sælger Italiensk fastfood, panino med porchetta. Hver gang jeg gik forbi uden at købe noget, løb mine tænder i vand, så jeg sprang morgenmaden på hotellet over, for at snuppe en sandwich her, inden turen går videre til Gaiole in Chianti og vingården Badia a Coltibuono.

IMAG0597

Panino con Porchetta i San Gimignano

Der ligger en køretur foran mig på ca. 65 km ad små snoede landeveje. Men det har jeg efterhånden vænnet mig til. Endnu er der ikke kommet nogen skader på bilen, selvom det i et par enkelte tilfælde har været tæt på. Italienerne kører generelt set ikke ret pænt.

Vejret denne morgen er helt perfekt, ligesom det har været det i snart to uger i streg. Jeg klager ikke. Det skulle da lige være, at det er ved at være slut for denne gang i Italien. Men for nu skal tiden hernede nydes.

IMAG0598

Indkørslen til vingården Felsina

IMAG0599

Felsina vingård – den gamle hovedbygning

Cantinaen på Felsina vingård

Cantinaen på Felsina vingård

Første stop på dagens rute er vingården Felsina. Jeg blev anbefalet denne af min ven Ole Udsen. Et must-see-and-taste på vej til en anden vingård Badia a Coltibuono (mere om den senere). Jeg er nu i Chianti land. Det har jeg bemærket på de mange vinflasker, der står på hylderne i det lokale supermarked. Ikke meget barolo at finde her. Da jeg bestiller vinsmagning på de lidt mere kostbare vine (kostbar er vel en smagssag), spørger den unge dame, hvad der er min favorit, hvortil jeg svarer “Barolo, men det kommer også meget an på maden”. Jeg tror ikke hun ænsede, hvad jeg sagde efter Barolo, for hendes ansigt fortrak sig i noget der minder om en “Hva faen laver du så her” attitude. Men det skal nu siges, at hun var yderst venlig og meget vidende omkring deres vin.

IMAG0608

Felsina Fontalloro 2011 – en super toscaner lavet kun på sangiovese druen

Jeg var meget fristet af deres Chianti Riserva, men holdt mig til deres super toscaner, Felsina Fontalloro 2011. 4 flasker røg med hjem til Danmark, men om jeg kommer til at smage den sådan lige med det samme, er nok mere tvivlsomt. Som kvinder bliver god vin kun bedre med alderen, så den får nok lov til at ligge et par år endnu.

IMAG0606

Hovedstrøget i Gaiole in Chianti

IMAG0607

Den sorte hane (Gallo Nero) – Chianti Classico’s vartegn

Jeg gør et stop i Gaiole in Chianti, den sidste lille by inden Badia a Coltibuono. Jeg er dødsulten, så det skal bare gå stærkt. Derfor går jeg til det mere “sædvanlige” hernede – pizza…..og så lige en bette hvede øl til. Jo – de kan sgu også finde ud af at lave ordentlig øl hernede 

IMAG0602

Udsigten over dalen fra Badia a Coltibuono

Badia a Coltibuono ligger ikke ret langt fra Gaiole in Chianti. 6 km er der ifølge et faldefærdigt vejskilt. Vejene er små og snoede og med kun 1 km tilbage går det også opad – sådan små 6%. Men nu er jeg jo i bil, så det behøver jeg ikke at tænke over. Alligevel falder tanken hen på den bakke jeg besteg til fods i Essen-Werden i Tyskland. 2 km med 12% stigning……der fik Svop sgu sved på panden.

IMAG0603

Badia a Coltibuono – indgangen til Hotellet

IMAG0604

Badia a Coltibuono – set fra parkeringspladsen

Badia a Coltibuono er et hotel/bed ‘n breakfast beliggende i et over tusind år gammelt kloster, hvor store dele af bygningerne står tilbage fra dengang det blev bygget i 1051. Selve vinproduktionen foregår længere væk i dalen, da klosterets marker ligger for højt, i forhold til den ideelle placering af vinstokke. Der er derfor ingen vinproduktion, men dog er der opbevaret store dele af vinen i klosterets kældre, som stadig står fra da klosteret blev bygget. Her er den helt ideelle temperatur til opbevaring af vin, da der konstant er en temperatur på 12-15 grader takket være en helt specielt type svampesporer (ikke giftig), som gror på væggene.

IMAG0624

Indgangen til klosterets vinkælder.

I tillæg til at have en god del vintønder i kælderen, har klosteret også en cantina, hvor man kan smage på alle vinene for en sølle sum af 7 euro. Og jeg synes det er den sum værd. Der en intet salg fra cantinaen, men kører man en lille kilometer ned ad vejen mod Gaiole in Chianti, støder man på et lille landhus, hvor der er indrettet vinudsalg samt udsalg af flere lokale specialiteter.

IMAG0610

Klosterets bibliotek

IMAG0611

Munkenes gamle fælles spisesal – i dag indrettet til fælles stue for hotellets gæster

Hotellet byder på en helt fantastisk og unik oplevelse, specielt hvis man, som jeg, godt kan lide gamle historiske bygninger, der er blevet taget godt vare på. Det er ikke bare dele af klosteret, der er passet godt på men hele klosteret fremstår, som noget der kommer ud fra et postkort. Det er simpelthen så inspirerende og direkte afslappende, at sidde ved poolen eller i haven, der omgiver klosteret, at man helt glemmer, at der ikke er tv på værelset, og at internettet ikke rigtig fænger, medmindre man sidder i nærheden af hotellets reception.

IMAG0609

Udsigt over klosterets have fra mit værelse

IMAG0618

Hotellets pool

Klosteret byder udover en inspirerende historie, også på en kokke skole for gæsterne på hotellet eller nogle af de mange turister, der bare kommer på besøg på gården. Kokkeskolen er stiftet af Lorenza de’ Medici, der er en af Italiens mest kogebogs forfattere. Om hun fortsat står bag kødgryderne og underviser, er jeg desværre lidt usikker på, men jeg har læst et par af hendes kogebøger, som jeg desværre glemte at få købt et eksemplar af. Hjemme i DK fandt jeg ud af, at bøgerne ikke længere udgives, så jeg må vel hellere sende en mail til klosteret og få dem til at sende et eksemplar til mig.

IMAG0619

Klosterets have hvorfra alle råvarerne til kokkeskolen kommer fra.

IMAG0620

Jeg brugte meget af tiden på klosteret i haven, slappede af, læste nogle engelske bøger og kogebogen tidligere omtalt. Selvom der var mange mennesker her, ikke bare dem der boede her, men også andre turister fra de omkring liggende byer, så var der alligevel en hel speciel aura over stedet. Et eller andet ubeskriveligt, der bare sagde : slap af min ven……

IMAG0623

Klosterets indergård

IMAG0613

Klosterets indergård

IMAG0615

Klosterets indergård

Jeg fik naturligvis købt nogle gode flasker vin med fra stedet. Vinindkøbet må så nok også hellere holde her, ellers kan der vel blive sået tvivl, om det nu også er til eget forbrug 

IMAG0631

Vinhøsten fra Badia a Coltibuono

Klosteret har ingen egen restaurant, men har bygget en ikke mere end et langt stenkast fra klosteret. Restauranten er bygget i samme stil som klosteret, og har en helt unik stemning på en varm og dejlig aften. Maden her er ikke pizza eller anden populær turistmad, ej heller michellin mad, men en god menu bestående af lokale retter med fantastiske råvarer. Jeg fik pasta med svinekams ragout (prima pasti) og saltbagt torsk med oliven og tomatsovs (seconda pasti). Jeg der normalt ellers ikke kan fordrage torsk, men jeg havde sat mig som mål, at jeg ville smage en Italiensk fiskeret, inden jeg tog hjem dagen efter.

IMAG0626

Restauranten ved siden af klosteret

Skulle i også have lyst til et ophold her i hjertet af Chianti land, på en fantastisk lokation, der indbyder til afslapning, så kan i booke jeres ophold her – Badia a Coltibuono. Stedet har mine varmeste anbefalinger. I vil IKKE blive skuffet 

Dag 72 – 75 San Gimignano og Siena

Dag 72 – 75 San Gimignano og Siena

En af de ting jeg glædede mig mest til at se i Italien, var den gamle middelalderby San Gimignano, der ligger ca. 40 km fra Siena. En by jeg havde læst en del om, inden alt det med turen startede. En by jeg aldrig har givet mig selv  tiden til at besøge, selvom der har været rigeligt med muligheder. De fleste mennesker, der har været i Italien, har vel på et eller andet tidspunkt, før starten på deres rejse, hørt eller læst om Toscana’s smukke natur og omgivelser. Det samme gælder for mig.

IMAG0551

 Da jeg skulle vælge hotel eller vandrehjem i San Gimignano, var der stort fuldt alle steder, og der, hvor der var ledige værelser, var det lige en tand for dyrt. Så jeg bookede værelse 12 km udenfor San Gimignano og godt 50 km fra Siena. Siena havde jeg hørt en del om via min “research” på San Gimignano samt fra flere film bl.a. James Bond filmen “Quantum of Solace” der starter i Siena under det traditionelle hestevæddeløb “Palio di Siena”.

IMAG0552

Jeg bookede værelse på Hotel Le Volpaie, der ligger i udkanten af byen. Udkanten af byen er måske så meget sagt, da Castel San Gimignano ikke er ret stor. Man kunne vel næsten lige så godt sige, at hotellet lå i centrum  Hotellet er drevet af et ældre ægtepar, som begge snakker forholdsvis ok engelsk. Ihvertfald godt nok til, at man sagtens kan forstå dem og omvendt. Hotellets værelser er basis, ikke noget fancy over det, med tv og der er ligeledes gratis internet, som dog ikke virker videre godt på værelset. Der skal man ud og sidde ved bordene foran hotellets indgang. Hotellet byder også på en ganske fin pool, samt der er tilgang til rigtig god rødvin til rimelige priser.

IMAG0557

Parken foran den ene byport ind til centrum af San Gimignano

Byen stammer helt tilbage fra år 929, hvor byen bliver nævnt for første gang i officielle dokumenter, men ifølge legender (= ikke bevist) så stammer byen helt tilbage fra 63 BC (se byens officielle hjemmeside her). Store dele af byen er så velbevaret, at, hvis man ser bort fra butikkerne, man føler sig midt i middelalderen. Tårnene, der repræsenterede de riges familiers huse står stadig væk, omend der kun i dag er 14 tilbage.

IMAG0558 IMAG0559 IMAG0560

Vejret var heldigvis med mig de dage, hvor jeg besøgte byen. Et – næsten -helt ubeskrivelig godt vejr med over 30 grader, høj sol og skyfri himmel, gjorde også, at byen tog sig bedre ud, end den ville have gjort i regnvejr  Det er ikke tilladt at køre bil inde i centrum af byen, medmindre man bor der. Busser er der af gode grunde ikke plads til i de små smalle og hyggelige gyder. Besøger man byen i bil, skal man parkere små 500 meter fra centrum, på en af de større parkeringspladser, der er ved byen. Her er der god plads, hvis man kommer tidligt på dagen. Gør man ikke det, kan det i højsæsonen være lettere vanskeligt at finde en p-plads tæt på byen, hvorfor man kan risikere at skulle parkere næsten en kilometer væk.

IMAG0561 IMAG0562 IMAG0563

Da jeg først trådte ind ad byporten, (der er to) som de fleste turister bruger, stod jeg der med vidt åbne øjne og mund : Hold da kæft – her vil jeg bo……det var den første tanke. Resten af byen bekræftede bare, det jeg havde læst om byen, før jeg tog afsted. En EKSTREMT charmerende gammel middelalder by, som med sine mange, men små, piazza’er bare indbødtil, at man måtte sætte sig ned og nyde en kop espresso, inden strømmen af turister tog til.

IMAG0565 IMAG0570 IMAG0571

Det der med at “nyde” en kop kaffe, det har jeg aldrig været ret god til. Ihvertfald ikke hjemme i Danmark, men jeg mens jeg var i Italien, arbejdede jeg stærkt på at forbedre netop den evne  Og i San Gimignano blev til en del af dem. Byen er i sig selv ikke ret stor, og er man ikke den type, der kan sidde og slappe af på en café eller på en trappesten i timevis, så er besøget af byen overstået på en dag, måske to, hvis man skal have diverse museer med.

IMAG0573

Den flotte udsigt over det omkringliggende landskab fra byens udkigtspunkt

Udover at være en utrolig smuk by, så har den også noget, som jeg sætter stor pris på – Isbarer  I byen ligger der nogle caféer, der også sælger is – Gelato – men der er en, man bør besøge, hvis man har muligheden til det. “Gelateria Dondoli” har været Gelato-verdensmester i 2006/07 samt 2008/09. Og jeg garanterer, at man kan smage det. Men pas på….man bliver nemt afhængig 

IMAG0577

Gelateria Dondoli – nammenam 😀

Jeg brugte den første dag på at kigge mig lidt om i nærheden af hotellet, samt at slappe af ved poolen med en flaske rødvin. To dage i San Gimignano var nok for mig. Da havde jeg været rundt i hele byen et par gange, men det gør bestemt heller ikke noget her. Om aftenen tog jeg nogle gange en bette køretur og her kom jeg forbi et skilt, hvor der stod “Via Francigena”. Normalt ville jeg have kørt forbi skiltet, men der var et eller andet, der sagde mig, at jeg burde kigge nærmere på det.

IMAG0575

IMAG0579

Smukke landskaber omkring San Gimignano

Via Francigena er en gammel pilgrimsrute, der oprindelig gik fra Canterbury i England til Rom. Den er i dag en mærket og populær vandrerute, som starter i bjergene ved Gran San Bernardo søen (1.Etape) og slutter i Rom. Selve vandreruten går gennem bjerge og dalen på ialt 44 etaper (se etaperne her), som man selvfølgelig selv kan forlænge, hvis det er det, man vil. Hele vandreturen er, hvis man følger ruten, på 1005,6 km. Jeg vil skyde på, at man fint kan gennemføre den på 7-8 uger eller naturligvis dele den op. Jeg vil ihvertfald kigge på, om ikke jeg skal starte turen i sommeren 2018.

Loc. Aiano - Campiglia, Via Francigena (San Gimignano - Monteriggioni), Siena Province, Toscana, Italia, Europa

Den sidste dag på Hotel Le Volpaie valgte jeg at bruge i Siena. Og det valg er jeg faktisk rigtig glad for, at jeg traf. Byen er, om muligt, endnu smukkere end San Gimignano, med alle sine smalle stræder med utroligt velbevarede huse.

IMAG0580

Siena’s smalle gyder

Da jeg var i byen, var det årlige store væddeløb “Palio di Siena” igang. Hestevæddeløbet foregår inde midt i centrum, hvor Piazza del Campo, bliver omdannet til en stor arena. Der er lagt store mængder grus ud på brostenene, så hestene ikke tager skade. Jeg spurgte en tjener, om hvor stor en begivenhed væddeløbet var. “Det er BEGIVENHEDEN i Siena. Intet overskygger den” var svaret. Uheldigvis for mig, kom jeg denne dag en time for sent til opvarmningen. Selve væddeløbet var dagen efter, hvor jeg desværre skulle videre til det næste hotel og Gaiole in Chianti.

IMAG0581

Domkirken i Siena

IMAG0583

Men en ting er sikkert. Det er IKKE sidste gang, jeg har været i Siena!!!

IMAG0584

Piazza del Campo

IMAG0585

Piazza del Campo

IMAG0589 IMAG0590 IMAG0591

Dag 69 – 71 Pisa, Marina di Pisa og Livorno

Dag 69 – 71 Pisa, Marina di Pisa og Livorno

Man har vel alle hørt om det skæve tårn i Pisa? Jeg har ihvertfald, så da jeg skulle finde et sted at tilbringe 3 dage, i nærheden af Siena og Lucca, hvorfor så ikke Pisa? Jeg har godt nok hørt om historierne, at Pisa ikke er så interessant, så smuk, som mange gerne vil ha’ at den er. Men tårnet skal man da se, når nu muligheden er der.

Jeg forlod hotellet i Lucca så sent som mulig, da der ikke er mere end 26 km til Pisa fra Lucca. Med en god frokost i maven begav jeg mig afsted. Jeg fulgte GPS’en ad de smalle veje, som i dag ikke var noget problem, da de alle var ensrettede, men ca. 10 km ude, kom der et vejarbejde, som ikke var skiltet nogen steder. Nu havde jeg ikke ligefrem noget, jeg skulle nå, så jeg vendte bare om, men de lokale var noget sure. Jeg sad et øjeblik og grinede ad måden de diskuterer hernede. Fagterne fløj om ørerne, og selvom jeg ikke forstod en døjt af sproget, så fornemmede jeg ganske tydeligt, at det ikke var de pæneste Italienske gloser, der fløj ud af munden. Vejarbejderne….komplet ligeglade. Trækker bare på skuldrene uden at sige et ord, for derefter at fortsætte med at arbejde videre.

Hotellet jeg havde booket i denne omgang, var så milevidt fra de andre, jeg har boet på hidtil. Hotel San Ranieri er et moderne, meget moderne, hotel bestående af en kæmpe glasfacade, og med rumskibs lignende værelses indretninger. Ikke lige mig men så der havde jeg været lidt for hurtigt ude med bookningen. Men receptionisterne var utrolig venlige, og gjorde deres yderste for, at jeg kunne få værelset så hurtigt som muligt. Jeg var ankommet allerede 10:15, så jeg kunne ikke forvente at værelset skulle være klart allerede.

Jeg parkerede bilen i kælder garagen, købte en busbillet ind til centrum af Pisa, for at se på seværdighederne og få lidt at spise. Vinen var placeret i hotellets kølige bagagerum, så der var styr på det vigtigste. Bussen til centrum kørte fra holdepladsen små 20 meter fra hotellet. En busbillet til 70 minutters varighed koster 1,2 Euro. De priser kunne vi lære lidt af herhjemme. Jeg satte mig ned på kantstenen og ventede på bussen. Den kom forholdsvis hurtigt…..og kørte lige forbi mig. Jeg nåede ikke engang at rejse mig op. Nå skidt, jeg smutter en tur i den lokale café, der ligger ved siden af hotellet. Sulten skal stilles, så bliver det Pisa i morgen i stedet.

IMAG0523

Det skæve tårn i Pisa samt katedralen

Jeg gør et nyt forsøg – med bussen altså. Og det lykkes i dag  Og jeg får noget for pengene, skulle jeg hilse at sige. Busturen var spændende for nu at sige det mildt. Nogen gange var jeg i tvivl om han i det hele taget kunne nå at stoppe, når der blev ringet på “stoppeklokken”. Til min store overraskelse lykkedes det nu hver gang, omend han ind i mellem, kom til at køre lidt for langt.

IMAG0530

Dåbskappelet – belliggende lige bag katedralen

Pisa centrum ser nu ikke så kedeligt ud, som jeg har hørt. Det er den første, jeg gør mig, da jeg stiger af bussen ikke langt fra central stationen. Gågaden, der fører op med det skæve tårn, er nu også pæn og tillokkende…..men så er det også det. Der er ikke mere at se på, ihvertfald ikke i centrum, hvor det skæve tårn, katedralen og dåbskappellet, ser ud til at være det eneste, der kan trække i turisterne. Gaderne rundt omkring er næsten tomme for folk, bortset fra dem, der er på vej til tårnet, samt alle de afrikanske gadesælgere, der tilbyder solbriller, solbriller…..og lidt flere solbriller….og lidt hatte. De er ret pågående, og til dels ret irriterende. En stakkels engelsk familie, der sidder ved bordet ved siden af mig, kan ikke få sagt nej tak nok, da en sælger tilbyder familien, der allerede allesammen har solbriller på, endnu flere solbriller. Til sidst bliver faderen temmelig træt af ham, og råber noget, som ikke egner sig til tryk. I sanmnme øjeblik kommer et par Carabineri betjente forbi, og så kan det ellers være at afrikaneren får fart under sutterne 

Så er der såmænd ikke så meget mere at se i centrum. Ihvertfald ikke ligefrem noget interesserer mig. Ville gerne have været en tur i tårnet på trods af højdeskrækken, men udsigt til at stå i kø i et par timer virkede ikke særligt tillokkende.

IMAG0533

En del af den kunstigt anlagte kyst sikring i Marina di Pisa

Snupper bussen tilbage til hotellet. Får lige en morfar, inden jeg finder ud af, hvad jeg gider beskæftige mig med resten af dagen. Min bror gav mig et tip om at besøge “strandbyen” Marina di Pisa, der ligger en halv times kørsel fra hotellet. Hvorfor ikke – er ikke lige typen, der gider at ligge på stranden mere end en ½ time, så er det sgu for kedeligt. Der findes sikkert et par gode caféer….eller ihvertfald isbarer 

IMAG0539

Marina di Pisa

Der ser ikke ud til at ske ret meget i Marina di Pisa, det lige ind til jeg kommer ned til stranden, der er kunstig anlagt inde bag kystsikringen. Her er fuldt af folk. Af sproget kan jeg fornemme, at langt de fleste er Italienere……Det virker som halve Toscana er hernede. Der er ikke mange tomme pletter med sand tilbage. Det er nu egentlig også lige meget. Som sagt er jeg ikke ligefrem nogen strandløve om end 6-packen er der 

IMAG0540

Man kan godt vænne sig til det her….

Jeg finder en enkelt isbar. Der er sikkert flere, men ingen grund til at lede længere. Det er nogle ok velvoksne is de har her  Varmen bager rigtig meget i dag, men den stille vind, der samtidig er, gør det faktisk rigtig behageligt. Det er vel også derfor, at der er så mange mennesker på stranden i dag.

IMAG0543

Domkirken i Livorno

På den sidste dag i Pisa og på Hotel San Ranieri beslutter jeg mig for en tur til Livorno, der ligger ca. 30 km syd-vest for Pisa. Jeg har hørt lidt forskelligt om byen. Både at den er interessant og masser at se på, men også det stik modsatte, at den er kedelig og ikke specielt indbydende. Derfor vælger jeg, at tage et kig på det selv.

IMAG0544

En del af den aktive havn i Livorno med fiskerbåde og told både

Og ved første øjekast er byen heller ikke noget, der får mig til at tabe hagen og være målløs. Byen er i sig selv ikke noget specielt, ihvertfald ikke i starten men da jeg får parkeret og kommer længere ind i byen, bliver det en lidt anden sag. Byen har meget at se på, hvis man er til museer og den slags. Ikke noget der normalt fanger min interesse, men når man dykker lidt ned i byens historie, så er byens vigtighed for området og ikke mindst Toscana faktisk ret stor.

IMAG0546

Lystbådehavnen i Livorno

Byen Livorno blev grundlagt i 1600-tallet af Ferdinando I dei Medici, for at sikre vareleverancer af alskens købmandsvarer til Toscana og ikke mindst Firenze, Medici’ernes hovedsæde. Havet omkring byen – det Tyrrhenske hav (en del af middelhavet) var på den tid et tilholdssted for adskillige pirater, og Ferdinando I dei Medici fik udryddet piraterne og sikret vareleverancen til Firenze og resten af Toscana.

IMAG0547

Statue af Ferdinando I dei Medici – rejst i 1599

I dag er Livorno – med dens godt 160.000 indbyggere – Toscana’s vigtigste havneby. Havnen beskæftiger både fiskere, toldbåde, og der løber jævnligt store cruiseskibe til havnen, hvilket også skete, da jeg var på besøg i byen. Et stort cruiseskib fyldt med britiske turister (det lød det ihvertfald til at være), væltede ud fra skibet.

IMAG0545

Cruiseskib i havnen

Ud over at have plads til en industrihavn, plads til cruiseskibe og almindelige lystbåde, så har Livorno også en mængde hyggelige små og lidt større piazza’er samt en stor handelsgade, der løber fra den store piazza – Piazza delle republica – og direkte ned til havnen.

Dag 64 – 68 Lucca….en perle nær Firenze

Dag 64 – 68 Lucca….en perle nær Firenze

Efter et par vidunderlige dage på Tenuta Antica i Cessole, så var det tiden til et af de steder, jeg havde glædet mig mest til på hele turen : Lucca….den lille perle i nærheden af Firenze.

Mange venner, bekendte og familie medlemmer, har allerede været her, og jeg har intet andet hørt end positive ting. Så jeg var super motiveret, da jeg satte mig i bilen efter en stor gang morgenmad. Jeg var lige ved at glemme vinen, jeg købte hos Nina og Renato i Annunziata (Fratelli Ferrero). Den stod i Muro’s vinkælder. Den har ikke godt at stå i en varm bil, indtil jeg er hjemme i Danmark igen.

Fra Cessole er der omkring 240 km til Lucca. Jeg regner med, at det tager et par timer eller nok nærmere tre. Tager den med ro i dag. Landskabet er aldeles skønt, men vejene ret så smalle, så der er ingen grund til at køre alt for hurtigt. Trafikken er heldigvis ikke eksisterende, og jeg møder ingen modkørende biler, før jeg er ude på den store landevej igen.

Min erfaring med bilkørsel i Italien er efter den første, at de er fuldstændig komplet ligeglade med fartgrænser, brug af blinklys og diverse andre gængse trafikregler. På motorvejen er det dog totalt modsat. Her opfører de sig nærmest som små englebørn. Meget få overhalinger og jeg må flere gange tjekke speedometeret for at se, om det er mig, der kører for stærkt. Det er det ikke – fartpiloten er sat til 110 km/t. Sidder og griner lidt for mig selv, for det er den totale modsætning i forhold til, hvordan de opfører sig på de mindre veje og inde i byerne.

Jeg glemte mit bette lager af vand på gården, så jeg gør et stop lige før Genoa. Vandet er fanden galemig dyrt på rastepladser, men den her er vel selvforsklyldt, når man glemmer vandet. Da jeg stiger ud af bilen, kommer en politibil fræsende ind på p-pladsen, med blå blink – ingen lyd. Jeg tænker straks, hva faen sker der lige her. Er der røveri eller hvad. Men betjenten der stiger ud, skal tilsyneladende bare på toilettet. Ihvertfald styrer han direkte mod toiletterne, om kommer ud med en flaske vand til sig selv og sin makker. Fair nok – skal man så skal man meeeenn…….

Genoa ser spændende ud, herfra hvor jeg står og kan kigge direkte ned på byen. Den må jeg besøg en anden gang, jeg er i Italien. Der er så mange ting, jeg gerne vil se. En tur til Rom var også højt oppe på ønskesedlen, men den er blevet streget. Der er for langt ned, og ikke nok frie kilometer på lejebilen. Så også den bliver en “næste gang”.

“Opholdsstedet” i Lucca – Hotel Maison du Charme

Jeg lander i Lucca allerede klokken 13, hvilket passer mig fint, for jeg er skide sulten. Hotellet finder jeg ganske nemt, for med den farve, er det meget svært at overse. Hotellet er et typisk Toscansk byhus, som ejenren har malt lyseblå??!! Ja man kan mene, hvad man vil, men jeg synes gsutte, at det er videre kønt. Satser på at værelset er bedre. Indtjekning er dog ikke før klokken 15, så jeg tager et kort smut ind til det gamle charmerende centrum af Lucca, som jeg har hørt så meget om. Der er kun 800 meter til centrum fra hotellet, hvilket er årsagen til, at jeg valgte det, fremfor for en del andre. Ja altså både det og så prisen 

Piazza Napoleone

Centrum af Lucca er nøjagtig, som jeg har hørt. Fuld af historie og charme. Flotte restaurerede bygninger ligger side om side. Centrum er vel stort, med mange små gyder og stræder. Hvis jeg skal sørge for, at komme gennem dem alle, for at se, hvad byen har at byde på, så må jeg hellere få fat i et turist kort over byen. Sætte streger i de gader hvor jeg har været, så skulle jeg være sikker. Nu er det imidlertid målet at finde en bette café, hvor jeg kan få noget at spise. Der er spækket med turister overalt naturligvis. Jeg vælger derfor den nemme og hurtige løsning i dag. Nemlig et par pizza slices – og så lige et glas rødvin til, men vinen er sgutte ret god. Virker som om den har stået i flere dage…

Piazza Napoleone

 

Afslapning ved den hyggelige Piazza Napoleone

Hotel værelset er fint og ser ud til at være nyrenoveret. Badeværelset er lille, men de har fået det meste ud af det, og renoveringen er lykkedes ganske flot. Sådan kunne jeg godt forestille mig mit badeværelse se ud (beklager manglende billede). Sengen er dog et kapitel i sig selv. Hvad har man imod fjeder madrasser hernede? Det er ligefør jeg henter mit underlag, men nu afventer jeg lige og ser, hvad ryggen siger til det imorgen tidlig.

Jeg er “snart” hjemme igen, så jeg bruger det sidste af dagen på hotellet, for at melde mig ind i diverse boligforeninger i Horsens. Måske er jeg for sent på den, men der dukker sgu nok et eller andet op – ellers har jeg jo teltet 

IMAG0493

Eksempel på smukt restaureret gammelt hotel på piazza Napoleone

Strategien med et turistkort ser ud til at virke. Jeg har jo trods alt 4 dage til at udforske Lucca i. Jeg gider ikke ud at køre i denne periode. Kilometrene skal nok blive brugt, når jeg kommer til Siena/San Gimignano. Stregerne på kortet hjælper mig med at komme rundt i hele byen, så jeg ikke går glip af noget – eller i det mindste ret meget.

IMAG0508

Chiesa San Michele på Piazza San Michele

 

IMAG0517

Chiesa San Michele på Piazza San Michele

En af de store piazzaer – Piazza San Michele – byder på den flotte kirke af samme navn – San Michele – foruden Palazzo Pretorio, som huser rettten i Lucca. Foran her står der mange gadeklunstnere, som de sædvanlige gøglere der maler krop i den ene eller anden farve, og bliver stående musestille, så folk kan få taget et billede med dem, for en bette skilling. Jeg undlader at benytte mig af denne mulighed, da manden, der har valgt at stille op malet helt i hvidt, ikke er videre god, til det han laver. Derimod er der et par, der senere står og synger. De er faktisk ret gode. Manden har en fantastisk stemme, hvorimod jeg synes at kvinden ødelægger det hele med sin forfærdelige opera stemme. Smag og behag, men det har var sgu afskyeligt.

IMAG0498

Restaurant og delikatesse butikken “La Grotta”

En af de ting, jeg håbede at stifte bekendtskab med her i Lucca, var nogle små listige restauranter, hvor de lokale sidder og spiser deres mad, så jeg kan få nogle retter, der er så autentisk Toscanske som mulig, uden at være for turist orienterede. I gaden “Via dell Anfiteatro” kommer jeg forbi den – ser det ud til – lille delikatesse butik “La Grotta”. Her skal jeg lige ind og kigge en tur. Der ser sgu hyggeligt ud. Min familie vil sikkert nu sidde og grine deres røv i laser over denne kommentar, men det er første gang jeg er gået ind i en oste butik (jo – de handler også med andre varer, men den første disk man møder er med ost), hvor der rent faktisk lugter rigtig rigtig godt. Ikke det samme som at gå ind i en dansk ostebutik, hvor der rent faktisk stinker. Tænderne løber i vand. Jeg smager ikke på osten, men bare lugten af den lokale parmesan og pecchorino ost er nok til at få maven til at rumle. Jeg må nok hellere få noget at spise, tænker jeg.

IMAG0519

Fra mit bord på La Grotta kan jeg se ud over Piazza dell Anfiteatro

Hvad jeg ikke umiddelbart kunne se, da jeg trådte ind på La Grotta var, at de rent faktisk også har en restaurant med nogle få borde inde, og en hel del udenfor, på Piazza dell Anfiteatro. Jeg har fundet min favorit restaurant. Jeg ved godt, at når man er på tur, så prøver man forskellige steder, men dette her, er lige nøjagtig, hvad jeg var på jagt efter. Helt perfekt – vejret er selvfølgelig også med at gøre oplevelsen til mere, end den ville have været, hvis det havde regnet.

IMAG0500

En helt og aldeles fantastisk pizza fra La Grotta

Her er klassiske retter – pizza og pasta naturligvis, og man fornemmer tydeligt, at man er kommet til Toscana, hvor der i flere og flere pastaretter er fisk og skaldyr i. Jeg vælger dog det mest sikre. Pizza – med brescaola og ruccola, og så lige en bette øl dertil. Og hold nu kæft de forskellige pizzaria’er i Danmark kan lære noget her. Den sprødeste bund i kan tænke jer og smagen af den frisk skårede brescaola sammen med ruccola’en – bare helt fantastisk. Tjeneren fortæller mig også, da jeg har skamrost pizza’en, at det tog ejeren og kokken over et år, at finde frem til den helt rigtige melblanding. Bunden er lavet af ikke mindre ned 4 forskellige meltyper – Hvede (durum), spelt, hvede (fuldkorn og så en hun ikke ville ud med, for det var deres hemmelighed. Fandens også 

IMAG0495

En af de mange små gyder i Lucca’s charmerende centrum

Det er bestemt ikke sidste gang, jeg har været i Lucca – og definitivt ikke sidste gang, jeg har været på La Grotta. Jeg gider ikke spise pizza mere hjemme i Danmark nu. Det bliver bare en alt for fattig smag.

 

Dag 62 & 63 – Tenuta Antica, Cessole

Dag 62 & 63 – Tenuta Antica, Cessole

Et eller andet sagde mig, at der var dømt bøh-land, da jeg begav mig mod den lille by Cessole og Tenuta Antica. Et økologisk landbrug, som udover at dyrke vin, også har andre økologiske produkter på programmet, som bl.a. hasselnødder og marmelade.

Jeg havde ikke kørt ret langt fra Fratelli Ferrero og Annunziata, da jeg drejede ind på de små veje, jeg efterhånden har lært at kende fra det landlige Italien. Der er ikke megen plads på vejen her, så det gælder om at have tungen lige i munden, når man tager et 90 graders sving. Kommer der en traktor den anden vej, så er man lidt på skideren, for der er ikke mange steder at dreje ind og lade den anden komme forbi. Men trafikken her på bøh-landet er stort ikke eksisterende.

Fra Annunziata er der ikke mere end 60 km til Cessole (ikke at forveksle med Cesole, der ligger ret langt derfra). Et hurtigt bad inden bilen bliver pakket, så er jeg klar til den korte køretur. Jeg skal lige have handlet lidt, for vand bliver en vigtig medspiller i dag. Det bliver en loummer dag, men som jeg kunne forstå på Nina, så kan jeg forvente dette på resten af turen. Hellerede det end regn tænker jeg og smiler, da jeg tænker tilbage på 14 dage i Tyskland med regn hver dag 

IMAG0459

Nær Cessole

Efter en halv time på de små veje, kommer jeg endelig ud på de lidt større veje. Det gik lige lidt for langsomt efter min smag på de små. Landskabet ændrer sig drastisk fra vinmarker så langt øjet kan se, til skov beklædte bjergskråninger på den ene side af vejen og store hassel marker på den anden. Der er ikke mange vinmarker at se her, men de dukker dog op her og der bland de mange hassel marker.

IMAG0458

Hovedgaden i Cessole

Cessole er en meget lille by, hvor der ikke ligger meget mere end en bette bar og en Tabachi (lille købmand) med den mest nødvendige. Jeg var lige ved at misse den smalle vej, der fører fra Cessole til Tenuta Antica, da jeg sad og gloede på de flotte huse på den ene side af vejen. Udkants Italien minder meget om udkants Danmark, med mange forladte og misligholdte bygninger. En synd og skam, da de meget nemt kunne blive ekstremt flotte boliger. Men hvis der intet arbejde er i nærheden, så er det svært.

Den lille vej, der fører op til Tenuta Antica, er endnu smallere, end de veje jeg kørte på fra Annunziata . Det skal nok blive sjovt, hvis der kommer modkørende, tænker jeg. Og inden tanken har forladt hovedet, kommer der en bette traktor farende ud fra en mark. Jeg når ikke at reagere i det hele taget, før han er kørt forbi mig. Heldigvis havde han fuld kontrol på traktoren…..eller var han bare heldig?

IMAG0461

Velkommen til Tenuta Antica

Da jeg kommer til gården, kan jeg ikke lade være med at tænke : Hold da kæft, kan det virkelig kun koste 50 Euro om dagen at overnatte her?

IMAG0473

Delen af Tenuta Antica, der vender ud mod vejen

En smuk renoveret gammel gård dukker op på min ene side. Jeg står lidt og måber lidt, da Maria, der sammen med sin mand ejer gården, kommer over mod mig. Heldigvis taler hun glimrende engelsk, så mit meget sparsomme engelsk gemmer jeg af vejen til senere brug 

Værelset er heldigvis allerede klart, da jeg er den eneste gæst i løbet af ugen. I weekenden kommer der igen masser af mennesker, for det meste Italienere fra storbyerne Bergamo og Milano, der kommer en tur på landet for at nyde freden. For her stille herude…..MEGET stille.

IMAG0465

Gården set inde fra gårdspladsen

Jeg går sammen med Maria ind på gårdspladsen mod kontoret, for at blive registreret og få nøglen til mit værelse udleveret. Et lille himmerige dukker op, da jeg træder ind på gårdspladsen. Om muligt er gårdspladen endnu flottere end fronten på stuehuset, der rummer alle ferie lejlighederne bortset fra 2. Havde der ikke været så skide varmt lige nu, hvor solen står direkte ned på gårdspladsen, havde jeg slået røven i sædet på en af instruktør stolene med et glas koldt hvidvin.

Værelset er helt perfekt, men mangler dog air-condition. Troede jeg. Knapt har jeg sat taskerne på gulvet, før Maria kommer ind med en stor gulv vifte, der gør det ud for air condition. Den fungerer helt udmærket, og giver værelset en mere (ud)holdbar temperatur.

IMAG0472

Gården set inde fra gårdspladsen.2

Her er ikke meget at foretage sig, så jeg pakker en lille pose med vand og et par sandwiches og en ekstra trøje. Det er tid til vandretur. Kan lige nå en bette tur, inden det er tid til middag sammen med Maria, hendes mand Mauro og deres børn. Jojo – blev inviteret til middag sammen med familien. Men inden skal jeg lige smage på de vine, som bliver produceret her på gården. Jeg er på jagt efter en frugtrig rosé, og rødvin der kan tåle at ligge en del år.

IMAG0480

Æslerne Don og Key

Inden jeg tager et bad, skal jeg lige hente et par småting i bilen. Da jeg kommer derud, ser jeg et æsel, der går rundt om bilen og græsser. Hvor faen kom det lige fra. Så ser jeg Maria komme gående, for at hente æslet, der er kommet udenfor sin indhegning. “Den er stille og rolig” siger hun, “kom og hils på hans bror”. Æslerne bliver brugt til hjælp, når der skal høstes hasselnødder. Tidligere brugte børnene dem som ridedyr, men det gider de ikke mere.

Inde på gårdspladsen sidder jeg og nyder stilheden i en af instruktør stolene. Et opfriskende bad, og jeg er nu klar til at smage på vinene fra gården. Jeg er lige ved at falde i søvn, da Mauro kommer og spørger med et stort grin om munden, om vi skal se på sagerne eller om jeg hellere vil sove videre. Var vidst ved at falde i søvn i stolen 

Der bliver på gården produceret 4 økologiske vine. En rosé (kan ikke huske hvilken drue, den er lavet på), en Dolcetto d’Asti, en Barbera d’Asti samt en Pinot Noir – allesammen økologisk certificerede vine.

IMAG0486

Gården set fra vejsiden før renovering

IMAG0473

Gården set fra vejen – efter renovering

Vi ligger ud med rosé’en mens Mauro fortæller om gården og det kømpe renoverings arbejde, som hans kone og han har brugt to år på. Gården købte de i 2000 og renoveringsarbejdet startede samme år. Mens jeg sidder og smager på rosé vinen, som ikke er en, jeg vil fremhæve for noget specielt, men bare sige at set fra min side, at jeg ikke bryder mig særlig meget om den. Den har ikke lige det, der skal til, før jeg køber en kasse.

IMAG0487

Indgangspartiet – før renovering

IMAG0464

Indgangspartiet – efter renovering

Den nøste vin vi skal smage er Dolcetto’en. Dette er ikke en vin, jeg bryder mig ret meget om, ihvertfald ikke den Mauro præsenterer her. Efter hans ansigts udtryk at dømme, er han heller ikke ret stolt over resultatet, hvilket forklarer, at vi let og elegant hopper hurtigt videre til den næste i rækken, nemlig Barbera d’Asti.

IMAG0488

Gårdspladen – før renovering

IMAG0465

Gårdspladsen – efter renovering

Mauro’s Barbera d’Asti smager helt kanon. Kun meget lidt lugt af alkohol og en fantastisk frugtrig smag (jeg er ingen ekspert, så jeg skal ikke begynde at sige at den lugter/smager af den ene eller det andet, men blot konstatere, at jeg synes godt om den). Til min store skuffelse kan den dog ikke holde sig mere end et par år, før den skal drikkes. Så det er desværre ikke en vin, jeg vil tage med tilbage til Danmark. Men jeg vil gerne drikke resten af flasken siger jeg 

Pinot Noir’en tror jeg bare vi springer over. Den var ikke værd at bruge kræfter på. Om det har noget at gøre med, at den lå i køleskab i nogle minutter, for at opnå en mere “drikbar” temperatur ved jeg ikke, men god synes jeg ikke den var.

Mens vi sidder og snakker løs om vinen, gården og den renovering, den har været igennem, så kommer der en skarp melding fra hans kone på Italiensk. Jeg forstår ikke lige sætningen, men kan se på Mauro’s grin, at vi nok hellere må gå ned til de andre og maden, ellers må han sove på sofa’en i aften.

Jeg har glædet mig længe til et klassisk Italiensk måltid – hjemmelavet vel at mærke. Vi starter med lidt friske forretter. Friske tomater fra dres egen gård, plukket i dag, med lidt salt og oregano på toppen, kik-ærte salat med løg og rød peber, hjemmelavet humus (ikke arabisk humus), hjemmebagt brød og 4 forskellige oste. Nu er jeg ikke den store ostespiser derhjemme, men 3 af de 4 oste, der bliver serveret, kan jeg faktisk godt få ned. Det er en Parmesan, en Piccorino (kan ikke huske hvilken sort) samt frisk mozarella. Den sidste, som ikke lige faldt i smag, kender jeg ikke navnet på. Hertil friskbagt brød.

Hovedretten er tyndskårne skiver af svinekød. Det ligner kød fra baglåret – tynde koteletter uden fedtkant med ristede hasselnødder i en tynd velsmagende svampe sovs (eller sauce hedder det vel når den er tynd). Hertil en ganske så velsmagende risotto.

Desserten er dog det bedste. Og Mauro’s favorit. “bare sig til hvis du ikke kan spise mere, så skal jeg nok tage resten” siger han med et stort smil om munden. Desserten er friske ferskner fra deres egne træer, som har ligget i en sød muskatvin i køleskabet siden middagstid. Det er en meget simpel ret, men hold nu kæft, det smager godt. Måske lige en klat vanille is til….. Den første tanke flader hen på dåseferskner, men så stopper al sammenligning også. Der er ikke den der klamme eftersmag, som der er fra dåse ferskner. Kun den søde smag fra både frugt og vin. Helt perfekt. Den opskrift tager jeg lige med hjem.

IMAG0467

Trappen op til værelset

Fratelli Ferrero

Fratelli Ferrero

Ophold fra 26.07.2016 – 01.08.2016

IMAG0455

Cantina Fratelli Ferrero

Jeg boede på Cantina Fratelli Ferrero hos Nina og Renato i en uges tid. Nina er dansk – eller det vil sige, det ved jeg faktisk ikke helt, om hun er blevet Italiensk statsborger, men fra Danmark er hun ihvertfald. Sammen med sin mand Renato driver hun cantinaen og vingården, der er beliggende i den lille flække Annunziata, nogen få kilometer syd for La Morra.

Vingården producerer 6 forskellige vine. 4 røde, 1 hvid og 1 rosé. På vingården smagte jeg på rosé’en, hvidvinen samt en rødvin (Gattera).

Nebbiosé 2012

Nebbiosé 2012

Rosé’en var efter min mening lige en tand for kraftig. Jeg synes ikke den havde helt den frugtrige smag, som jeg gerne vil ha’ fra en rosé. Her blev jeg ikke fristet til et køb.

Langhe Bianco 2012

Langhe Bianco 2012

Hvidvinen – en Langhe Bianco fra 2012 – var derimod en vinder i mine. Helt igennem nøjagtig sådan jeg godt kan lide en hvidvin. Meget frugtrig smag med en lille snert af bitterhed til sidst. Jeg skal ikke gøre mig til ekspert, ej heller begynde med at den lugter af dit og dat, for det aner jeg ikke en skid om, så jeg vil ikke ødelægge det for nogen, men blot sige at den var skide god i mine øjne, så der er røget en kasse med hjem  Prisen var 9 Euro per flaske, hvilket jeg synes er helt okay.

Den næste og sidste i test feltet her på Fratelli Ferrero var en rødvin – en Gattera fra (det kan jeg ikke huske). Den faldt ikke i min smag. Ikke nok til at jeg vil investere i en kasse.

Da jeg stod og skulle købe ind, kom der en lille gruppe på 4 fra Danmark, som skulle købe ind hos Nina og Renato. De kendte vinene fra Danmark, hvor de havde købt den, hos den eneste importør, der er i Danmark af Nina og Renato’s vine. Typisk Nord-Sjællændere at gå efter den absolut dyreste rødvin, de har på Fratelli Ferrero, men den ros den fik fra dem, samt det gode råd jeg fik af min ven Ole, så tog jeg sgu også lige en kasse med hjem. Selvom den var dyr, set med mine briller, så kan den ligge en del år endnu under de rigtige temperaturer og forhold, og det var en af mine kriterier for, om jeg skulle købe en rødvin med fra Italien. Flasken til 42 Euro stykket var måske lige i overkanten af, hvad jeg normalt giver for en rødvin, så til de der håber at smage må jeg sgu nok skuffe jer (bortset fra min familie ). Den får lov at ligge en del år endnu. Der er også kun lavet 1400 flasker af den, så den kan få lov at ligge en 15 år endnu, før jeg drikker den eller sælger den videre. Ihvertfald 3 af flaskerne 

Egen indgang til den lille lejlighed - kanon til 2 personer

Egen indgang til den lille lejlighed – kanon til 2 personer

Lejligheden jeg boede i hos Nina og Renato, var en fin lejlighed til 2 personer, med egen indgang – dog delt med deres to katte – samt egen, lille terrasse med en fantastisk udsigt gennem “tremmerne” til deres vinmarker foran vingården.

Udsigt til Fratelli Ferrero's vinmarker foran cantinaen

Udsigt til Fratelli Ferrero’s vinmarker foran cantinaen

Under hele opholdet har jeg intet haft at sætte en finger på hos hverken Nina eller Renato. Venlighed og imødekommenhed, er noget der har afspejlet hele ugen. Vejret har været helt kanon. Det regnede i 3 dage spredt ud over hele ugen. Den første dag endda med en større haglbyge, som ødelagde en del af druerne, der vendte ind mod vingården. Det gjaldt i øvrigt alle vingårdene i området, så der røg nok lige en del flasken af årets produktion.

IMAG0457

En del ødelagte druer efter en større haglbyge…..

Til sidst vil jeg sige, at jeg varmt kan anbefale et ophold hos Nina og Renato. Hvor længe det skal være, er op til jer. For mig var en uge nok lige et par dage for meget.

 

Dag 61 – Sidste tur til Alba og La Morra

Dag 61 – Sidste tur til Alba og La Morra

Hovedpinen fra i går er helt væk – det manglede bare. Et par Treo og en masse vand hjalp. Man skal sgu huske at få nok væske, og her tænker jeg ikke på øl og sodavand….men bare rent vand.

Planen i dag er en sidste tur til Alba samt La Morra. Og så skal jeg lige have pakket det sidste, så jeg ikke står med det hele til i morgen. Godt nok er der ikke en længere køretur på programmet – kun 60 km – men jeg vil gerne nyde turen og ikke bare ræse afsted.

IMAG0449

En ny café på hovedstrøget i Alba.

Grunden til at jeg tager til Alba i dag er, at det er sidste dag, inden jeg tager afsted mod Cessole, og jeg skal lige ind i Alba efter en sort trøffel til brormand. Det har han sgu fortjent (og så kan jeg jo lige så godt smage, hvad han nu får ud af den). Men mens jeg går inde i Alba, så funderer jeg over, hvor længe sådan en svend kan holde sig. Der er trods alt godt 3 uger, til jeg møder min bror i Flensborg. Og efter at have konsulteret et par forhandlere, som begge siger det samme, netop at trøflen ikke kan holde sig mere end 2-3 uger på omkring ti grader (hviket der definitivt IKKE er i bilen), så lader jeg være med at købe en nu, men venter tilbage til jeg er på vej hjemover.

IMAG0451

Udsigten fra udsigts punktet i La Morra. Ikke dårligt hva’

IMAG0450

Ifølge vejrudsigten for de næste par dage, så skal der komme en smule regn/torden. Det ser ikke sådan ud lige nu, men kommer den så kommer den. Tror dog ikke der sker meget ved den sag. Der skulle også komme en ordentlig røvfuld regn og torden, da jeg var i Essen i Tyskland, men der kom der heller ingenting. Sætter mine penge på at der ikke kommer noget.

"Hovedstrøget" i La Morra

“Hovedstrøget” i La Morra

Jeg besøger caféen og bageri udsalget i La Morra en sidste gang. Ingen pizza hos bageren denne gang, men noget der minder om en gigantisk toast, som smager fortræffeligt. Kom til at tænke på et program jeg så på tv, inden turen begyndte, om to værter (den ene en kendt Italiensk kok, den en Engelsk kunst historiker) på tur gennem Italien, for at inspicere det Italienske køkken og kultur historie. Der fik de en sandwich med frisk lavet polenta. Håber jeg kan finde sådan et sted på den sidste tid i Italien, for den så sgu god ud den sandwich med polenta.

Den flotte og velholdte gamle kirke i La Morra

Den flotte og velholdte gamle kirke i La Morra

IMAG0453

Tilbage på vingården er alt pakket og klart til imorgen. Jeg har betalt Nina for opholdet, og fået handlet “lidt” ind i deres vin-butik. Fråset lidt vil nogen måske sige, men det er sgu gode sager det her 

IMAG0447

Barolo Manzoni 2009 fra Fratelli Ferrero

IMAG0448

Langhe Bianco 2012 – fra Fratelli Ferrero

Det har været er rigtig dejligt ophold, og lige hvad kroppen og ikke mindst hovedet, havde brug for. Ren afslapning og nydelse har været nogle af nøgle ordene i den sidste uges tid.

Dag 60 – What to do….what to do

Dag 60 – What to do….what to do

Jeg lader luksus legemet ligge en time mere her til morgen. Ikke fordi der er behov for det, men fordi jeg kan  Kroppen er ved at være regenereret, eller sådan føles det ihvertfald. Bentøjet er en lille bitte smule stift endnu, men det kommer sig forhåbentlig inden turen går til Lucca, for der bliver jeg sikkert “nødt” til at gå en del.

Tror jeg tager en tur til Asti i dag. Det ligger godt nok en 40 km herfra, men så er der da et eller andet fornuftigt at tage sig til resten af dagen. Har købt endnu en E-bog. Denne gang af den norske forfatter Tom Egeland, som var min favorit, da jeg boede i Norge. Han skriver på en god, men, synes jeg, noget speciel måde. Glæder mig til at se, hvordan hans bog “Den 13. discipel” falder ud. Tager motorvejen til Asti, der er godt nok en del vej-told stationer (troede Norge var ene om at være “told” liderlige, men Italienerne følger godt med).

Jeg har ikke været ret længe i Asti, før jeg får en rungende hovedpine. Den var begyndende, da jeg forlod vingården her til morgen, men den er bare blevet værre siden hen. Tror det er fordi, jeg ikke har drukket nok vand, men det gider jeg simpelthen ikke at slås med i dag, så jeg smutter tilbage ad de små krgede landeveje. Heldigvis har jeg et par Treo liggende i “medicin skabet” aka toilettasken, så jeg overlever nok, men jeg stopper lige på en tankstation, for at “tanke” vand.

Resten af dagen står i – endnu en gang – afslapningens tegn med en bog på terrasen.

Dag 59 – Alba…og en køretur i omegnen

Dag 59 – Alba…og en køretur i omegnen

(30.07.2016)

Jeg kedede mig lidt her til morgen. Alle de små omkring liggende byer ved La Morra er gennemtjekket på alle leder og kanter, så jeg besluttede mig for at køre en tur til Alba, og få en Espresso på min favorit café og glo på damer 

Lørdag er åbenbart store markeds dag i Alba. Hele den store gågade er forvandlet til en stor markedsplads, med hundredevis af små og store salgsboder, der for det meste tilbyder tøj. Indimellem dukker der dog en græntsags- eller frugtbod op, men det er på den store piazza. Hele den store gågade handler boderne kun med tøj og accessories. Jeg har desværre glemt både telefon og GoPro kamera på vingården, så beklager de manglende foto’s.

Snupper lige en Espresso mere, inden jeg kører ud af centrum mod et stort indkøbscentrum. Jeg skal have et par shorts mere. Til vandreturen havde jeg kun taget et par shorts med, hvilket fungerede fint, men når nu jeg skal lege turist, så skal der lige et par shorts mere til. Sportsudstyret i den store kæde “Decathlon”, der er en fransk kæde, spænder fra børne løbe sokker (jep) til outdoor udstyr. Outdoor udstyret er ikke ligefrem noget at råbe hurra for. Kvaliteten og udvalget er ikke ligefrem imponerende, men det er også svært at sammenligne, når man sidst var i Globetrotter. Der er en VERDEN til forskel. Men nu handler Globetrotter jo også kun med outdoor udstyr – Decathlon spænder videre i mange sportsgrene.

Jeg tager et smut omkring de små landsbyer, der omkranser Alba. Her har jeg ikke været før. Stedet vækker lidt minder fra Danmark, hvor mange faldefærdige huse kendetegner det, der ligner udkants Danmark. Mange af husene står jeg og kigger på og tænker : Hvem der bare havde et par millioner. Så kunne man realisere sin drøm om et B & B i Italien”. Mange af bygningerne kan nemlig sagtens restaureres – men det kræver både tid og penge.

På vej tilbage til Vingården, kommer der et eller Dansk over mig. Jeg bliver pludselig så øl-tørstig (må være fra al den vin, jeg har smagt på ), så jeg tager et smut forbi det store supermarkled i Alba, og køber et par øl med hjem. De er små lunkne, så de skal lige en tur i køleskabet, før de kan nydes til resterne af tortelinien.

I Terrasens skygge nyder jeg resten af dagen i selskab med den 6. og sidste bog i  Kate Burkholder serien. Nu skal jeg have en anden bog at holde mig med selskab.